|

|
I dokumentarfilmen 'Svend' portrætterer
Anne Regitze Wivel idealisten Svend Auken, et menneske som havde
dedikeret hele sit liv til politik og for hvem politik ikke kun er
personintriger og prestigekamp, men et krav om holdning og resultater.
I et par år fulgte hun i hælene på politikeren, som i sit arbejde
forsøger at gøre verden til et bedre sted at leve. På udlandsrejser og
store internationale kongresser, i sommerhuset under intime samtaler og
på gaden i samtale med sine vælgere. Overalt hvor han færdedes stod han
til rådighed og overalt var klar til at indlade sig på diskussioner.
Da en alvorlig kræftsygdom ikke længere kan ignoreres, er det tid for
Svend Auken at kigge på sit politiske livsværk. Tid til at gøre
regnskabet op og lægge det frem så dem, der kommer efter, kan fortsætte.
Og her er Anne Regitze Wivel tilstede med sit kamera som den kærlige og
opmærksomme, lyttende og nærværende ledsager.
'Svend' er en åbenhjertig fortælling, der følger Svend Auken fra han
bliver ramt af sygdommen og indtil hans sidste tid, men den er også en
kærlighedshistorie: historien om parret, Svend og Anne, om deres
fællesskab, samhørighed og indbyrdes kærlighed. Frem for alt er det dog
en film om mandsmod, om at brænde for en sag, om at være politiker af
hjertet - med livet som indsats.
|